At være arbejdsløs, i en støjende verden (er svært).

Det er ikke socialt accepteret af verden, at have et ønske om eget kontor. Hvis du som ny medarbejder, eller bare til samtalen, udtrykker et ønske om at arbejde i enekontor, bliver der stillet undrende spørgsmål. Måske er virksomhedern ikke vant til ærlige mennesker der er bevidste om deres ønsker og deres bedste arbejdsmetode. Jeg har lært på den hårde måde, at jeg trives bedst i enekontor og det er jeg nødt til at acceptere, for min krop siger fra og det kan ende med en lang sygemelding eller værre, en masse korte sygeperioder.

Det at have sit eget kontor, giver ro til at passe arbejdet på bedste måde, og giver energi til at være social i frokostpausen. Jeg vil gerne have kontakt med kolleger og samarbejdspartnere, bare på en kontrolleret måde.

Det er som dagpengemodtager svært at have dette ønske. Når det ikke er socialt accepteret, er det 'kun' en følelse og den bliver ikke anerkendt, men opfattet som asocialt. Jeg er ikke asocial, dog genert, men det skal forhåbentlig ikke adskille mig og arbejdsmarkedet, da jeg ikke ønsker at være uden arbejde hele mit liv.

Det vil glæde mig at finde en virksomhed, der søger en sekretær, og som tilbyder enekontor. Jeg hører gerne fra jer.

Pernilletimms@gmail.com - tlf. 21664218

CV: http://lovemongo.dk/CV.html

Min Facebook-side

 

 

HK statbladet har skrevet en artikel, om mig og min udfordring, den kan læses her:

 

http://www.onlinecatalog.dk/clients/c_38/u_60/HK_Stat_307068/ side 18+19

 

------------------------------------------------------------------------------------------------

Til forsvar for de indadvendte

Vi lever i et hurtigtsnakkende samfund, der hylder de udadvendte og forklejner de indadvendte. Og det er et tab for os alle, mener den amerikanske forfatter Susan Cain, der i ny bog opfordrer til et nyt syn på personlighedsidealet

Vores samfund er indrettet efter den udadvendte del af menneskeheden. I skolernes klasseværelser er borde og stole arrangeret i klynger, der fremmer gruppelæring, og lærere belønner de ekstroverte elever.

Når børnene kommer hjem, ser de tv-programmer og videoer på internettet, hvor hovedpersonerne er selvhævdende realitystjerner og hurtigtsnakkende tv-værter med farverige personligheder.

Også de voksnes verden er formet efter det udadvendte ideal. Mange arbejdspladser insisterer på, at de ansatte arbejder i team og i åbne, interaktive kontorlandskaber. Vejen til at fremme karrieren er ufortrøden selvpromovering, og de mest højlydte og socialt aktive bærer dagen, hvorimod de mere stille og tænksomme kolleger ofte ikke får indført et ord.

Men det er en fejl at fremme de ekstroverte værdier på bekostning af de introverte. Det siger den amerikanske forfatter Susan Cain, hvis opsigtsvækkende nye bog, ”Quiet: The Power of Introverts in a World That Can’t Stop Talking” (Stille: Introvertes styrke i en konstant snakkende verden) opfordrer til et nyt syn på vor tids personlighedsideal.

”Vi lever med et værdisystem, som betragter det ideale menneske som værende selskabelig, veltilpas i søgelyset og god til at samarbejde med andre. Indadvendthed er derimod et andenrangs personlighedstræk, som betragtes som et problem, der skal overvindes. Men vi går glip af meget, når introverte kvaliteter såsom refleksion, vedholdenhed, forstandighed og lytteevne undervurderes. Nogle af vores største idéer, kunst og opfindelser er kommet fra mennesker, som formår at være stille og lytte til deres eget indre,” siger Susan Cain i et interview med Kristeligt Dagblad.

Hun henviser blandt andet til forskning, der viser, at karismatiske ledere får mere i løn, men ikke leverer bedre resultater end deres mere stilfærdige modparter; at brainstorming-sessioner generelt udmønter sig i idéer af lav kvalitet; og at åbne kontorlandskaber forbindes med formindsket koncentrationsevne og produktivitet, nedsat hukommelse, større personaleudskiftning og øget sygdom.

”Introverte, der lever under det ekstroverte ideal, er som kvinder, der lever i mænds verden. Vores vigtigste institutioner er designet til ekstroverte. Det medfører enormt et spild af talent,” fremfører Susan Cain, der betegner sig selv som indadvendt.

Hun peger på, at cirka en tredjedel af befolkningen i USA – og højst sandsynligt også i andre vestlige lande – ifølge forskere har en ”introvert orientering”. Men det betyder imidlertid ikke, at de er generte, understreger Cain, der er tidligere advokat og i bogen skriver om sine egne pinefulde vanskeligheder med at lære at tale foran et publikum.

”Indadvendthed handler ikke om at være asocial eller bange for, hvad andre tænker. Det handler snarere om, hvordan du reagerer på social stimulation. Introverte personer foretrækker stille miljøer med en lav stimulationsgrad og vil eksempelvis typisk hellere drikke et glas vin med en ven eller to frem for at gå til en fest med en gruppe fremmede,” forklarer hun.

Bogen, der er baseret på videnskabelig research og feltarbejde i både ekstroverte og introverte miljøer, strøg efter udgivelsen tidligere i år omgående ind på de amerikanske bestsellerlister og har fået stor opmærksomhed i både elektroniske og trykte medier. Det tyder på, at der er et enormt behov for en samtale om det ekstroverte samfund og fordommene over for indadvendte mennesker, fremfører Susan Cain.

”Udadvendthed er et utroligt tiltalende personlighedstræk, men vi har gjort det til en undertrykkende standard, som de fleste af os føler, at vi er nødt til at tilpasse os. Som børn får vi at vide, at vi skal ’ud af vores puppe’ og deltage i gruppeaktiviteter, og som voksne føler vi skyld over at sige nej til en selskabsinvitation, fordi vil hellere vil blive hjemme. Der, hvor vi rammer på ekstrovert-introvert-spektret, er det vigtigste aspekt af vores personlighed og former vores liv lige så dybt som vores køn og race,” konstaterer Cain.

Den kulturelle præference for udadvendthed er delvist indlejret i vores dna, forklarer hun.

”Det vestlige samfund er baseret på det græsk-romerske ideal, der hylder veltalenhed. Men det ekstroverte ideal kom for alvor i spil, da vi omkring 1900-tallet rykkede fra en ’karakterkultur’, hvor det vigtige var din personlige moral og indre dyder, til en ’personlighedskultur’, hvor ydre karisma er den vigtigste kvalitet,” siger Susan Cain.

Skiftet hang sammen med storkapitalens fremgang i både Vesteuropa og USA, forklarer hun.

”Folk flokkedes fra små landbosamfund, hvor de altid havde kendt alle, til byerne, hvor de var nødt til at skille sig ud i jobsamtaler, som sælgere og i firmaer blandt mennesker, de aldrig havde mødt før. Samtidig blev vi introduceret til film og filmstjerner, der var selve legemliggørelsen af, hvad det ville sige at være magnetisk og karismatisk,” siger Susan Cain.

I det 21. århundredes narcissistiske netværkssamfund står personlighedskulturen i fuldt flor, bemærker hun.

”Nu har vi reality-tv og en politisk diskurs baseret på, hvem der råber højest. Men vi har også sociale medier såsom Facebook og Twitter, der har to modstridende funktioner: På den ene side opfordrer de til konstant selvpromovering, men på den anden side giver de også mere indadvendte typer en mulighed for at udtrykke sig og møde andre mennesker i fred og ro,” siger Cain.

Bogen ”Quiet. The Power of Introverts in a World That Can’t Stop Talking” er et opgør med den kulturelle partiskhed for udadvendthed.

”Jeg hører igen og igen fra indadvendte mennesker om den her skam over at være den, som de er, fordi de i igennem hele deres liv har hørt budskabet om, at der er noget galt med deres naturlige præference. Det er et spild af energi og af muligheden for at være lykkelig,” siger Susan Cain.

Hun opfordrer til en omstrukturering af skoler og arbejdspladser, så de designes for både indad- og udadvendte og eksempelvis giver elever og medarbejdere mulighed for at arbejde alene og uden distraktioner. Både lærere og forældre bør bakke op om indadvendte børn og anerkende, at indadvendthed er et retmæssigt personlighedstræk og ikke bare en dårlig vane, der skal rettes op på, siger hun.

”Vi skal ikke gøre det af med gruppearbejde og teamwork. Men vi er nået et punkt i vores kultur, hvor der er en skævhed. Vi har tendens til at tro, at al kreativitet og al produktivitet kommer fra gruppen. Men der er en stor værdi i at være i stand til at gå i enerum og fokusere og dykke ned i tingene alene uden at blive tvunget til at dele sine tanker hele tiden. Vi har igennem århundreder forstået, at ensomhed er afgørende for den menneskelige sjæl og kreativitet. Det har vi tabt af syne, og jeg ville ønske, det blev genoprettet.”



Kilde: ”Quiet. The Power of Introverts in a World That Can’t Stop Talking”

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/464649:Liv---Sjael--Til-forsvar-for-de-indadvendte

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

I den fortravlede hverdag bliver enrum et helle

 

INDADVENDTHED: Vi lever i en udadvendt kultur. TV og reklamer bilder os ind, at man skal være ekstremt dynamisk og underholdende, hvis man vil have succes i jobbet, kærligheden og selskabslivet. De færreste tør tale højt om deres behov for indadvendte pauser

"Et åndehul, et pusterum i den stressede hverdag, en fredfyldt oase, et sted, hvor man kan lukke døren og slappe af, et privat fristed for krop og sjæl, et sted til afslapning og nydelse, til at falde til ro og til at lade op."

Nej, det er ikke et nyt refugium ved Vesterhavet. Det er badeværelset, vi taler om. Beskrivelsen findes i en flot, ny bog fra forlaget Aschehoug, "Badeværelser ? Ideer og inspiration til enkelt og afslappet inte-riør", med 250 fotos og forslag til indretning af badeværelset som "et helt personligt leverum".

Det måtte næsten komme. For ikke så mange år siden var køkkenet et fristed til fordybelse, mens man lavede mad eller vaskede op. Når familien larmede, kunne man gå herud og lukke døren. Det samme, når man havde gæster. Hvem har ikke nydt at gå ud at sætte kaffe over i fem-ti minutters stilhed og værget for sig, når gæsterne insisterede på at følge med for at hjælpe.

Men så kom samtalekøkkenet. Væggene blev revet ned, og nu var der fællesskab for alle pengene. Fint nok, men hvor skal man så gå hen for at få fred en gang imellem?

Man går på badeværelset. I gennemsnit bruger vi i alt omkring en time pr. dag på badeværelset, næsten dobbelt så meget som for 10 år siden. Men da det kræver gode nerver, når partneren og børnene hamrer på døren efter et stykke tid, sikrer vi os også andre måder. Vi trækker i løbetøjet to-tre gange om ugen og får motion, men også tid alene. Vi går udenfor og ryger vores smøg for at tage hensyn til andre, men også for at få et par minutter for os selv. Vi kysser familien farvel om morgenen og sætter os ud i bilen for at komme på arbejde, men også for at geare ned til tre kvarters herligt enrum i sneglefart på motorvejen med yndlingsmusikken på anlægget og fred til at tænke tanker færdige.

Hvis solen er for stærk, når vi stiger ud af bilen, dæmper vi den med solbriller på fra Tiger-butikken, som reklamerer med, at deres solbriller ikke bare beskytter mod uv-stråler, men mod andres blikke. Kort sagt, vi finder små flugtveje til indadvendte pauser. Men vi taler ikke højt om det. Til en virtuel skriftestol på internettet bekender en ung kvinde som sin "synd", at hun føler lyst ved at være alene.

Hvad har vi egentlig gang i? Hvorfor er det kommet så vidt, at vi må ud på lokummet for at få fred ? Hvorfor alle krumspringene i stedet for at sige ligeud, at man har brug for en indadvendt pause? Og hvad med dem, der har brug for indadvendthed det meste af tiden? Er der biologisk belæg for at tale om indadvendte og udadvendte typer? Her er nogle bud:

? Aktivitetssamfundet er gået amok. Så der er ikke noget at sige til, at danskerne søger ud på badeværelset for at være alene. Det er snart det eneste sted, hvor den slags er tilladt. Her kan man så sidde og læse sporten eller høre P2's morgenmusik. Den store mangelvare i familierne i dag er tid, som ikke er båndlagt med præstationskrav og aktiviteter. Den slags tid, som er forsvundet de senere år, den slags tid, der er rigtig fri tid, altså tid til én selv og tid, hvor der ikke skal ske noget som helst. Vi går på arbejde, og i det, der skulle være fritiden, pisker vi rundt til forældrearrangementer, forældresamtaler, forældreaktivitetsweekender med mere, siger ph.d., cand.scient. pol. Jesper Bo Jensen, Århus.

Han er forfatter, foredragsholder, kursusleder og ejer af virksomheden "Fremforsk", der blandt andet rådgiver private firmaer og offentlige myndigheder om planlægning og strategi.

? Modsat mytens påstand er danske forældre meget sammen med deres børn. Alligevel får mange dårlig samvittighed, når skole og daginstitutioner fortæller om familier, der ikke ser deres børn, og lægger pres på, for at vi skal være endnu mere sammen med børnene, mens det, de fleste forældre og børn måske sukker efter, er nogle minutters ro og fred. Børnene er også stressede. Ud over alt det, de foretager sig sammen med forældrene, kører mange børn et tæt aktivitetsprogram med sport, dans, kor, spejder og så videre, og imens bombarderes børnefamilierne med endnu flere aktivitetstilbud.

Da vi taler med Jesper Bo Jensen, kommer han lige fra Fredericia Kommune, hvor han har holdt foredrag over to dage for ledere i alle afdelinger. Meldingen er klar: Vi har fået nok af stress og jag. Den store udfordring i fremtiden bliver at hjælpe folk til at slappe helt af indimellem og i fuld offentlighed.

? Når man for eksempel siger, at en virksomhed har pligt til at maksimere indtjeningen til sine aktionærer, nytter det ikke, at medarbejderne knokler og stresser så vildt på at maksimere indtjeningen, at de lægger sig syge. Så bliver der jo ingen indtjening! Man skal ikke regne med, at medarbejderne selv finder ud af at pille en halv time ud af programmet for at koble af. Vi, der er over 40 år, har lært at stå på rad og række og gøre, hvad der blev sagt.

? Selvom det moderne menneske på mange måder er frisat, har det ikke lært at styre sine muligheder endnu. Tværtimod peger tidsforbrugs- og stressundersøgelser på, at vi føler os pressede. De meldinger, jeg får rundt på arbejdspladserne, er, at de danske familier i den grad er parate til forandring ? endda til at bytte indkomst ud med tid. Vi vil se en genkomst af mig-selv-tid og langt flere udbydere af service i hjemmet og vareleverancer ved gadedøren. Undervejs har vi brug for rollemodeller, som tør stå frem og vise os aktivt, hvordan man skaffer sig mere fri tid. Dem er der ikke så mange af endnu, men det kommer, tilføjer Jesper Bo Jensen.

Erhvervspsykolog og klinisk psykolog Josef Guldager, Skodsborg, mener, at krumspringene skyldes presset fra en stadig mere udadvendt kultur ? og vores mangel på selvværd.

? Med USA som forbillede fremhæver og belønner vores kultur de udadvendtes karaktertræk. Reklamernes aktive, smilende, hurtige, rapkæftede mænd og kvinder er blevet billedet på det lykkelige liv. Udadvendtheden fremhæves som noget, der giver bonus både i mødelokalet og kærlighedslivet. Hvor tit ser man job- og kontaktannoncer, hvor man søger personer, som tøver, før de taler, har det bedre alene end sammen med andre, hellere vil føle sig trygge end omstillingsparate, hellere vil gå i dybden end i bredden, som sjældent åbner sig, og som henter deres energi fra den indre verden fremfor gennem ydre impulser? At være indadvendt eller introvert i et udadvendt samfund som vores er ikke noget, man praler med. Hvad enten det er et dominerende træk ved ens personlighed eller bare noget, man har behov for en gang imellem, siger Josef Guldager.

? Vi er så bange for at få skudt i skoene, at vi er egoistiske. Og det sidder dybt i mange, at man er egoist, hvis man siger nej eller foretrækker at gøre tingene på sin egen måde. "Jeg er opdraget i flinkeskolen," siger mange kursusdeltagere til mig, som forklaring på, at de har svært ved at sige nej. Så plejer jeg at spørge: "Hvorfor kan du ikke både være flink og sige nej?".

? En kvinde ærgrede sig, fordi to andre på kurset havde spurgt, om de måtte køre med hende til København, og hun var kommet til at svare ja, selvom hun helst ville køre hjem alene."Nu har du to dårlige samvittigheder at vælge mellem. Én over for de andre og én over for dig selv. Du kan vælge, hvem du vil være flink ved, de andre eller dig selv," måtte jeg sige til hende. Og så snakkede vi om, hvor svært det er at være noget over for andre, når man ikke engang ønsker at være noget for sig selv.

? Det moderne menneske har masser af selvtillid. Den kommer gennem succes og ros for vellykkede projekter på jobbet og i familien. Selvværd derimod udvikles gennem accepten af hele mennesket på godt og ondt. Som psykoterapeut møder jeg igen og igen folk, der vrider sig og er flove over, at de tænker og føler, som de gør. Som går rundt med løftede pegefingre mod sig selv og er usikre på, om de har ret til at være dém, de er. Og som ender med at stå til fri afbenyttelse for andre ? og foragte sig selv endnu mere.

? Det klassiske eksempel er barnet, der gynger højere og højere ude i haven og råber "se mig, se mig!" til sin far og mor. Hvis forældrene altid kvitterer ved at give karakter for præstationen, "ja, du er vel nok dygtig," får barnet måske nok selvtillid, men ikke nødvendigvis selvværd. Svarer de bare engang imellem "ja, vi elsker dig" i stedet for, er kimen lagt til barnets selvværd, og det føler sig tilfreds med at være dén, det er. Også når tingene ikke lige lykkes.

? Ikke alle har haft lige god barndom, men det er aldrig for sent at gøre noget for sit selvværd. Når man er blevet bedre til at vedkende sig sine følelser, fordi man indser, at man er i de følelser, man har, vil det også gavne ens selvværd. At turde se sine følelser og drømme i øjnene og acceptere dem, er ikke det samme som at leve dem ud. Tænk, hvad vi får slået ihjel og elsket i løbet af en nat!

? Der kan være god mening i at forbyde sig selv en bestemt adfærd, men at forsøge at forbyde sig selv bestemte følelser er absurd. Det er ren Sisyfos-handling at låse sine skyggesider nede. Adfærd kan være rigtig eller forkert, men følelser er der bare og dukker op, når de vil. Den dag man tør give slip, mærke efter og sige "der kan man bare se, sådan kan jeg altså også føle!", er man nået langt, siger Josef Guldager.

Han mener, at behovet for indadvendte pauser i hverdagen ikke behøver være noget større problem, hvis ens selvværd er i orden. Så er man ikke så bange for andres reaktion, og behøver hverken sælge ud af sig selv eller såre andre. I stedet for at møde ægtefællen med et: "Jeg har snakket med mennesker hele dagen og orker ikke mere" kunne man prøve med "Jeg er vild med dig, og derfor vil jeg lige tage et kvarter i ro og fred for mig selv, så jeg bliver klar til at vi kan hygge os sammen."

Han synes, det er nærliggende, at se en sammenhæng mellem tidens mange skilsmisser og single-tilværelser og så et lavt selvværd.

? Hvis det er så skræmmende at stå ved, hvad der passer én bedst, og hvad man synes er vigtigt for relationen, kan resultatet blive, at man trækker sig helt. Også på jobbet er der næsten altid alternativer til enten at føje andre i alt eller selv gå ned med flaget. Svaret kunne for eksempel være: "Jeg vil godt hjælpe dig, men ikke lige nu. Jeg er træt og trænger til at komme hjem, kan vi tales ved i morgen ?"

Josef Guldager, hvis nye bog "Coaching" udkommer til januar på Nyt Nordisk Forlag, fortæller, at spørgsmålet om indadvendt og udadvendt ofte indgår i de personlighedstest, der benyttes i forbindelse med ansættelse af folk i ledende job. Det drejer sig om den såkaldte Meyer-Briggs typeindikator, der bygger på den tyske psykoanalytiker C.G.Jungs teorier om personlighedstyper. Ifølge disse test, er der i øvrigt mange indadvendte ledere i dagens Danmark.

Hjerneforsker, dr.med. Peter Lund Madsen, Frederiksberg, er også i gang med en bog. Den handler om hjernens udviklingshistorie, men lige nu er han mest koncentreret om premieren først i februar på Bellevue Teatret ved København på sit og broderens musikalske show "Enden er nær - Nu gælder det fremtiden". Som forsker herhjemme og i USA har han interesseret sig for hjernens aktivitetsniveauer under søvn, drømme, stress, afslapning m.m. og han har blandt andet været ansat en årrække som læge på Rigshospitalet. Om det biologiske belæg for betegnelser som indadvendthed og udadvendthed siger han:

? Der er blandt andet lavet tvillingestudier i USA, blandt enæggede, genetisk identiske søskendepar, som vokser op hver for sig, og de peger på, at man med god fornuft kan tale om, at ikke bare de blå øjne bestemmes af generne, men også visse grundlæggende personlighedstræk. Det ser ud til, at de personer vi er, først og fremmest skyldes den hjerne, vi er født med.

? Men selvfølgelig spiller de påvirkninger vi udsættes for fra undfangelsen og indtil det sidste gardin bliver trukket, også ind. En dag vil vi sikkert kunne kortlægge den nøjagtige sammenhæng mellem bestemte personlighedstyper og hjernens nedarvede udseende, dens reaktioner på følelsesmæssige og kemiske påvirkninger, måder at forbinde nerveceller på osv. osv. Til forskel fra blå eller brune øjne, er spørgsmålet om det ene eller andet personlighedstræk en genetisk utroligt kompliceret affære, fordi der er tale om et samspil mellem mange gener, siger Peter Lund Madsen.

Han tror, at langt de fleste har opdaget både introverte og ekstroverte sider i sig selv.

? Hos mig dukker de op, også når jeg ikke helt forstår det. Det generer mig for eksempel ikke spor at stå på en scene foran flere hundrede mennesker, men hvis der kommer en enkelt tilskuer hen til mig bagefter for at spørge mig om noget, kan jeg blive helt forlegen. Man kan ikke sige, at nogle er skabt mere rigtigt eller forkert end andre, men måske nok, at de kan være skabt på en måde, om måske gør tilværelsen lettere eller nemmere i visse situationer.

? Vi skal elske vores børn som de er og være varsomme med at ønske dem - eller os for den sags skyld - anderledes, end vi er skabt. Jeg har for eksempel måttet affinde mig med, at jeg ikke blev en flot fyr på to meter ligesom jeg har taget konsekvensen af, at jeg ikke er god til at snakke med de andre på dén måde, der skal til for at komme til tops i hierarkiet, tilføjer Lund Madsen, der p.t. er ved at uddanne sig til speciallæge i psykiatri.

Han nævner, at ny hjerneforskning, blandt andet fra USA og Holland bekræfter behovet for indadvendte pauser hos alle.

? Efter mange år med tro på, at jo mere aktivt, vi brugte hjernen, desto bedre, må vi måske til at revurdere vores syn på hjerne og effektivitet. Meget tyder nemlig på, at det har afgørende betydning for, hvor kreative, lærenemme og beslutningsdygtige vi er, om vi lader hjernen hvile engang imellem. Vi bliver mere kompetente, når vi sørger for at slappe af og holde hyppige pauser og dummere, mere indskrænkede og forudsigelige i vores arbejde, når vi presser os selv non-stop. Det fantastiske er, at når hjernen får ro, det vil sige får lov at tænke de tanker, den vil, dukker der ofte kreative ideer og løsninger frem af sig selv, siger hjerneforskeren.

Aschehougs nye pragtværk "Badeværelser" er oversat fra amerikansk og opfordrer også til, at man indretter rummet med gulvtæpper, reoler og lænestol. Det ser rigtig hyggeligt ud. Men det nærmer sig betænkeligt et skråplan, når designerne på side 31 foreslår, at også hele børnefamilien kan hygge sig sammen på badeværelset? For hvor i alverden skal vi så gå hen?

boas@kristeligt-dagblad.dk

http://www.religion.dk/artikel/248279:Undervisning--I-den-fortravlede-hverdag-bliver-enrum-et-helle

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Taget fra: 'Søndag', 29.08.2011.

-------------------------------------------------------------------------------------------

 

Besøg min blog her

 

-----------------------------------------------------------------------------------------

Er du et særligt sensitivt menneske?

af Susanne Møberg, coach, forfatter og billedkunstner - og særligt sensitiv

Første gang jeg læste om begrebet "særligt sensitivt mennesker", fik jeg en dejlig fornemmelse af at genkende mig selv og falde til ro indeni. Mange brikker faldt på plads både i mit private liv og i mit arbejde med andre mennesker. Det var som om, jeg endelig så mig selv, som den jeg er, og samtidig har jeg fået en ny og dybere forståelse for både mig selv og for andre mennesker - herunder mine klienter og kursister.

At være særligt sensitiv vil sige, at ens nervesystem er mere fintfølende, og indtryk, man bliver bearbejdet dybere og opleves derfor væsentligt stærkere end hos mennesker, der ikke er sensitive i den særlige grad. Man indoptager og bearbejder stimuli i højere grad, end andre, og oplevelserne går dybere ind under huden. Som særligt sensitiv registrerer man de finere nuancer i andre menneskers sindstilstand, og man fornemmer hurtigt, hvordan andre mennesker har det. Man er derfor meget påvirket over for følelser og stemninger. Det kan give fornemmelsen af at se og fornemme noget, som ingen anden ser. Derfor kan man fejlagtigt komme til tro, at man opfatter verden forkert, og man kan føle sig forkert og anderledes. Det er en følelse, der kan have fulgt én, siden man var barn.

Særligt sensitive mennesker bliver hurtigere overvældet, når de er i et stærkt stimulerende miljø, fx kan mange informationer, lyd- og synsindtryk udmatte deres nervesystem. De er ikke så robuste, og de er i højere grad udsatte for at føle sig stressede, deprimerede eller udbrændte, hvis ikke de forstår og accepterer deres særlige behov og har lært at skabe gode rammer for at beskytte sig mod overstimulering.

Det er individuelt, hvad der kan virke overstimulerende. Og det kan være fristende udelukkende at kikke på omgivelserne og andre mennesker for at afklare, hvad man skal undgå og beskytte sig mod. Men det er ikke nok udelukkende at kikke uden for sig selv.
Det er meget almindeligt, at sammenligne sig med andre mennesker - og i et forsøg på at overkomme det samme som andre eller for at undgå, at føle sig uønsket, forkert og anderledes, har mange særligt sensitive mennesker udviklet vaner, reaktionsmønstre, tanker og følelser, som virker overstimulerende på én selv.
Hvis man ikke har opdaget og accepteret sin særlige sensitivitet og sine særlige behov, bidrager man derfor selv til sin overstimulering. Det medfører mindre robusthed og mindre tolerance over for omgivelserne.

Det er forkert at opfatte særligt sensitive mennesker som svage, overfølsomme eller spirituelle mennesker uden jordforbindelse. Der hører nemlig mange særdeles positive karaktertræk med til at være særligt sensitiv.
Man siger, at særligt sensitive er hjertemennesker, som ofte er meget intuitive, fintfølende, eftertænksomme og kreative. De er gode til at samarbejde og skabe harmoniske stemninger. Netop fordi særligt sensitive mennesker indoptager stimuli i højere grad, kan de være meget indfølende og have stor empati og indlevelsesevne over for andre mennesker. De gennemskuer, når andre siger ét og mener noget andet. Derfor kan det være både vigtigt og naturligt for særligt sensitive selv at have integritet, det vil sige en ærlig overensstemmelse mellem dét, man tænker, siger og gør.

Når særligt sensitive mennesker har forstået og accepteret deres særlige behov, har de en overgennemsnitlig evne til at koncentrere og fordybe sig sig, de har en stærk vilje til at gennemføre det, de brænder for.
Netop fordi virkeligheden går dybere ind under huden på de særligt sensitive, indoptager de også det positive i højere grad og kan have store oplevelser i naturen, med kunsten og i fællesskaber, som kan nære dem i lang tid.

 

Der er mange sensitive personer blandt forfattere, kunstnere, journalister, præster, terapeuter, behandlere og spirituelt interesserede mennesker.

I følge den amerikanske psykolog og forfatter Elaine Aron er 20 % af alle mennesker særligt sensitive. Det vil sige, at én ud af fem danskere er født med en høj grad af sensitivitet. Det betyder ikke, at de 80 % ikke er eller kan være sensitive, empatiske, indfølende mennesker. Slet ikke. Det betyder bare, at de 20 % er sensitive i en særlig grad.

Selvforståelse er udgangspunktet. Det handler i første omgang om at opdage, at man er særligt sensitiv, samt at erkende og acceptere sin personlige måde at være sensitiv på. Den afhænger af den følelsesmæssige tilknytning i opvæksten og i høj grad af, hvordan man selv har været i stand til at tage vare på sensitiviteten. Man må skabe gode rammer for sin sensitivitet fx ved at lære nye vaner og reaktionsmønstre, at vælge og vælge fra i forhold til, hvad der er godt for én og lære at mestre de situationer, man ikke kan undgå. Det handler ikke om at isolere sig, det handler om at række ud efter det, der får ens nervesystem til at fungere i stedet for at tro, at man skal leve, være og gøre som andre mennesker.

 

Er du også et særligt sensitivt menneske?

Det kan være en stor lettelse at opdage, at man er særligt sensitiv. Det kan give en fornemmelse af, at alt falder på plads inde i én, og det kan give styrke, frihed og mod til at være glad for den, man naturligt er og få sit potentiale i spil på en ny og livsbekræftende måde. Når jeg fortæller mine kursister og klienter om den særlige sensitivitet, kan jeg se, at mange mennesker genkender sig selv. De er slet ikke i tvivl – øjnene lyser, som om de endelig oplever at blive mødt og set, som den, de er.

Jeg hører gerne fra dig, hvis du genkender karaktertrækket hos dig selv eller hos andre – Skriv til mig og fortæl, hvad du tænker og oplever, når du læser om særligt sensitive mennesker. Jeg glæder mig til at høre fra dig.

 

Vil du vide mere?

Test dig selv - Find testen på min hjemmeside www.moeberg.dk/nyhedsbrev.

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Om opmærksomhed 

Vær opmærksom på dine tanker
for de bliver til ord

Vær opmærksom på dine ord
for de bliver til handlinger

Vær opmærksom på dine handlinger
for de bliver til vaner

Vær opmærksom på dine vaner
for de bliver din karakter

Vær opmærksom på din karakter
for den bliver din skæbne

Kilde: http://www.sensitiv.dk/til_eftertanke.6

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Er du nyhedssøgende?

Ti tegn på at du er nyhedssøgende 


1. Jeg er meget nysgerrig

2. Jeg har ofte brug for at forandre noget i mine fysiske omgivelser, f.eks. tøj, møbler, billeder på væggen mm.
 
3. Jeg bryder mig ikke om at se den samme film eller udstiling to gange

4. Jeg følger med i nyhederne, og det er meget vigtigt for mig at holde mig orienteret om, hvad der foregår

5. Jeg har svært ved at leve med den samme rutine over længere tid og ændrer ofte på mine vaner

6. Jeg holder meget af at rejse

7. Jeg har let ved at kede mig, hvis der ikke sker noget nyt i min tilværelse - f.eks. at møde nye mennesker, melde mig til nye fritidsaktiviteter, få nye udfordringer på arbejdet

8. Jeg kaster mig ofte ud i nye ting uden at være forberedt og er vant til at tage chancer

9. Da jeg var barn blev jeg af mange opfattet som dristig og udadvendt

10. Jeg er meget passioneret og engageret, og jeg er hurtig til at skride til handling, når jeg bliver optaget af noget

Dit resultat

Hvis du svarede "sandt" til 6 eller flere spørgsmål, eller hvis enkelte tegn er meget stærke, kan du være nyhedssøgende. Det er muligt på samme tid at være nyhedssøgende og særligt sensitiv. Billedligt talt svarer det til at leve med at have en fod på bremsen (den sensitive side) og en fod på speederen (den nyhedssøgende side) på samme tid. 
 

 

 

Lovemongo                      Billeder